mandag den 31. juli 2017

Tråde der skal hæftes ;)


Efter flere dages håndarbejde inde og ude, er der en del projekter, som er færdige... der skal blot hæftes tråde :)
Grydelapper til de unge, og en grålig klud mere til deres samling / start :D
En goble mere, dermed færre garnrester i sofaen...
En sprutte mangler også blot fyld og øjne.

Den sorte taske/ net udvikler sig dag for dag... Er endnu engang "hoppet fra" opskriften, og free-styler lidt med mønsteret ;)

Har så også truffet et valg ang. klud med fisk... Den er gået i fisk :D
Mønsteret blev simpelthen ikke pæn nok på bagsiden. Jeg var så tilfreds med udviklingen af "min fisk",  at jeg i første omgang glemte at forholde mig til bagsiden.... Men da jeg havde strikket første mønsterrække var jeg bare ikke tilfreds med mit eget mønster, så op med det igen... så nu må jeg tænke nyt til det ellers så oplagte mønstervalg til et havfarvet garn :D

De sidste dage har jeg strikket på et ærme til en trøje, til mig selv faktisk, hvilket ikke sker så ofte. Jeg vandt garnet i en konkurrence på facebook for et halvt års tid siden. Og nu skulle det så være...
Er bare kommet i tvivl, om jeg overhovedet kan lide de to grønne nuancer ved siden af hinanden.... Det så egentlig fint nok ud, da garnnøglerne blev holdt op mod hinanden, men nu... 
Jeg bruger lige lidt tid på at træffe en afgørelse om ærmets skæbne ;)
Har haft det strikkede stykke med ude i solen, for at se farverne klarere, men det gjorde mig ikke klogere... så kigger nok et par dage mere, før arbejdet fortsættes eller omdannes til endnu en cardigan til barnebarnet ( har faktisk allerede fundet opskriften til den det skal være, hvis altså... :)

Lige nu ligner mit spisebord et loppemarked, så jeg må vist tage mig sammen, og finde nålen frem, hæfte tråde og rydde op i opskrifter og garn. Og jeg skal videre med nedskrivning af opskrifter til nogle klude, som er et større projekt end først antaget, men sådan bliver man jo klogere.

Solskin = jeg må ud, og håndarbejdet følger med <3






fredag den 14. juli 2017

Gople af restegarn... <3


Den blev da vist meget sjov :D
Goplen, som jeg har hæklet, af garnresterne fra kludene... og der er snart en grøn gople klar også... den mangler blot et par ben... eller arme ;) Den kommer med i næste indlæg.


Der er gang i yderligere en grålig klud til de unge mennesker, som nu er igang med at flytte sammen, i en skøn lys lejlighed med fjordudsigt, og stuklofter... Dejligt for dem :) Og vi andre også, når vi skal besøge dem et dejligt sted ;) Selvom jeg synes, at jeg kender byen godt i forvejen, så er der da lige et par gader der, som jeg vil nyde at gå ture i, og holde øje med blomster, "krumme-lurer" på de gamle huse, småstier der skal udforskes m.m  
Har også i dag købt garn til de grydelapper, som de unge ønsker sig... skal jo nødig gå i stå... Det kommer så vist heller aldrig til at ske. Så længe jeg har gang i 10 håndarbejder ad gangen, så er der altid noget at tage sig til :) 
Der røg også lige et par nøgler lilla garn med hjem, som jeg har planer med :D Noget med en poncho, omtalt tidligere, som skal blive til noget andet, da jeg aldrig har fået den taget i brug... og jeg har en plan :D Og det har noget med en lilla bil at gøre.... Ugens quiz... ha´ha´ha :)
God weekend. For mig står den forhåbentlig på en del håndarbejde <3

mandag den 10. juli 2017

Færdig med et... igang med noget nyt :)


Har længe haft Block-stitch-kluden til at ligge på sofaen... så den fik efterhånden navnet "sofa-kluden" :D Men NU er den færdig... Den endte med hvid kant, samme mønster som "Kedelig-kluden" med hæklede 3 stm, 2 lm, 3 stm i samme maske. Block-stitch kan Googles, og er ret simpelt, når først man er igang :)

Så har barnebarnet fået de teststrikkede shorts. Godt jeg strikkede str. 2 år, for hun kan lige knibe sig ned i dem, men de går vist ikke til vinter med strømpebukser under, som håbet... Jeg må lige have tjekket strikkefastheden... ved jeg har tendens til at strikke lidt mere fast, når jeg strikker på rundpind. Godt, der er en ny baby i sigte, så kan "den" overtage dem, og nå at få fornøjelse af dem... med og uden strømpebukser :D



Kan fortælle fra designeren, at opskrifter forventes klar til salg om Ca. 2 uger, på knitrexen.com

Så får I lige lov at smug-kigge på det næste projekt... som faktisk er færdig, men I har resten "til gode" :)



 Pink vindmølle-klud:


Jeg hækler også på det sorte net... Det får jeg dog, af en eller anden mærkelig grund, ondt i armen af at sidde med, så jeg har også fattet nogle garnrester, og er begyndt at hækle en lille "Jelly-fish" / gople som jeg tidligere nævnte, mine rester fra kludene skulle omdannes til... og nu er jeg altså igang...  Fortsættelse følger :D



tirsdag den 4. juli 2017

Solskin igen ;)

Så er det igen vejr til at strikke ude... I disse dage er jeg teststrikker for #Knitrexen. Jeg strikker #sofusshorts ( se mere på Instagram) str 2 år, og skal give tilbagemeldinger på garnvalg, forståelse af opskrift, passer de i størrelsen m.m. En hyggelig lille opgave, som dog giver en del nakkespændinger hos mig, når jeg strikker snoningsmønstret. Men sådan er det jo, når skuldrene sidder oppe under ørerne af koncentration :D
Her kan I se lidt af mønstret:
Og så skal I ikke snydes for foto af den lille top, eller vest om man vil, som blev færdig i sidste uges regnvejr. Jeg valgte en helt almindelig knap, og hæklede til gengæld en lidt finere kant i halsen. Se foto :)

Den er faktisk blevet ret fin. Men har ingen planer om, at strikke mere foreløbig i dette tynde uldgarn, som kun kan vaskes i kold vand, hvilket nok ikke gør det særligt børnevenligt :/
Men sådan opdager man så meget, når man er igang med projektet. Og jeg købte jo så garn til 3 projekter på en gang, i samme garntype... Nu mangler jeg blot en, som heldigvis skal strikkes i dobbelt garn :)

Men først laver jeg test-arbejdet færdigt, så designeren kan få sine tilbagemeldinger :)

Og derefter har jeg flere ufærdige projekter rundt omkring i huset ( bl.a. opskriftskrivning), som jeg skal have kigget på. Er igang ;) Måske skal jeg også bruge en teststrikker :D Nej, så seriøst er det ikke. Kun til eget og venners brug :) Og I må bære over med mig ;)

Må lige fortælle, at jeg i går kom til at køre hjemmefra uden strikketøj i tasken. Jeg vendte selvfølgelig om, da jeg kom i tanke om det... og fik ikke strikket en pind, men det er ligemeget.... strikketøjet kom med, og så var jeg glad :D