mandag den 27. november 2017

"Regnvejrsdag i november" ;)

Egentlig en sangtitel, men også i den grad virkelighed lige her og nu... Mens jeg sidder lunt og tørt, så suser det udenfor, og regnen slår mod ruden. Godt jeg gik tur i formiddag, da var det knap så vådt :) Inden gåturen startede jeg på et hæklet juletræ. Endnu er det kun 2 cm høj, så ikke til at sige, hvordan det ender. Til gengæld kan jeg roligt sige, at de hæklede boblejuletræer, blev / er et hit hos mig. Jeg har faktisk hæklet 10 indtil videre. De første var hvide, på nål 2½. De seneste 8 er grønne, hæklet på nål 3, men stadig nål 2½ til stammen. Det hvide garn er helt almindeligt bomuldsgarn 8/4, mens det grønne er en lækker bomuldsgarn fra http://www.scheepjes.com/en/yarn/catona-50-gram Den kan jeg desværre ikke købe her i nærheden, så den bestiller jeg på nettet. Jeg hækler to trekanter sammen med fastmasker langs hele kanten, og de bliver så fine, og holder fint faconen. Bling-bling perlen i toppen er ekstra luksus, og gør dem selvfølgelig noget dyrere at lave, men det er også lige prikken over iét :D

















Gik helt i selvsving med de bobler, og fik så den ide, at opskriften måtte kunne bruges som udgangspunkt for nissehuer også... altså bare sådan nogle små nogle til juletræspynt, eller på en grangren, eller hvor de nu ender. Har lavet 4 af dem også, og måske kommer der flere ;) Vil blot finde en anden top ( perlen pynter ikke der) 







I sidste uge gav jeg så mit "Filcolana mystery shawl 2017" til min mor i fødselsdagsgave. Da 3.del udkom viste det sige, at meningen var et langt sjal = Et stort halstørklæde... og det var ikke mit ønske for det store arbejde. Så jeg rettede lidt til og lavede det om til et stort V. Og det blev godt. Jeg blev faktisk tilfreds med både farve og form, og mit "reste-projekt" gik til held. Min mor er "flyttet ind" i sjalet, og jeg fik lov at tage et par billeder, hvor hun har det på :)

Dåbskluden, som I tidligere har fået et lille glimt af, har nu været i brug. Sidste søndag blev mit yngste barnebarn døbt. Min datters ønske var et "Tro, håb og kærlighed-motiv", så det fik hun. Jeg fandt et billede. Strikkede ud fra det. Til-rettede så den blev som jeg ønskede. Den hæklede kant,som jeg blot ud-tænkte, var absolut et plus, der gjorde den meget fin. Jeg var en stolt mormor, da præsten ( med lidt hjælp fra mit ældste barnebarn) tørrede håret på dåbsbarnet. 

Tidligere nævnte jeg, at jeg godt kunne bruge et sort hals-rør også, efter at have strikket et hvidt. Men det blev altså et sort halstørklæde, der hoppede af pindene. En tråd strømpegarn, og en tråd mohair, på pinde 7 i påfugle-mønster, så det gik derudaf, og tog blot nogle dage + en formiddag, hvor der blev hæklet kant hele vejen rundt. Lækker resultat, som en frostklar morgen blev fotograferet på en "stiv" græsplæne :D

Jeg har også fået strikket nye hjemmefutter, mangler blot en tur i vaskemaskinen, for at blive filtet. Håber de går til held denne gang :/ Og min søster har ønsket sig et par også, så jeg kan bare fortsætte stimen, mens opskriften er i klar erindring :)



En enkelt hæklet nisse har også sneget sig ind, men blot et forsøg, i noget garn fra gemmeren, og det gik ikke helt til held, synes jeg. Prøver måske i noget andet garn, en anden dag... 

Til slut vil jeg vise noget spændende strik, som jeg startede på i sidste uge. Mønsteret er fundet i et engelsk strikke-magazin. Virkelig flot, og godt udtænkt. "Open-water" hedder det, og jeg strikker i ren uld ( Kauni-garn) i papegøje-farvet, så spændende hvordan det ender. Jeg har kikket på diagrammet, læst den engelske gennemgang, og prøvet mig frem. Sjovt når det går til held. Synes helt, at mit strikketøj ligner kunst, og i aftes sad jeg faktisk bare og beundrede det, for synes det er fantastisk. Og det er jo det skønne ved at være kreativ, at man stadig kan blive overrasket, imponeret og lyksaliggøres af det, der "vokser frem" mellem ens hænder :) 
    Det er vel derfor man fortsætter <3 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar