onsdag den 14. februar 2018

          Hue-tid ;)


Jeg har lige strikket 7 huer, og er igang med den 8.
Alle 7 er "gået hjemmefra"... så nu er jeg igang med en til mig selv. Huen er designet af Petiteknit, og kaldes Hipsterhuen.( købeopskrift, dog billig) Jeg har først strikket en hue i Sandnes Alpakka. Den hue er faktisk stadig hos mig, men jeg synes bedre om dem, som er strikket i strømpegarn fra Brugsen. Det er lidt tyndere garn end i opskriften, men de sidder rigtig godt på hovedet. Har lavet en enkelt i noget andet strømpegarn ( med Aloe Vera), den har jeg ikke fået tilbagemelding på endnu :)
Den til mig selv er altså også i strømpegarn. 
Her et par foto af nogle af huerne:

                    

                


Jeg tilbød at strikke en hue til min mand. Han svarede, at det skulle jeg ikke. Han kunne bare købe en til arbejdsbrug. Så strikkede jeg alligevel en, som han så prøvede... og wupti, så blev den på hans hoved. Mine sønner kom hjem på besøg. Jeg spurgte dem, og de kunne bruge en hue. De svarede begge, at de gik ikke med hue. Men de prøvede den alligevel, og endte begge med at få en med hjem ;) Min svigersøn og svigerdatter har også takket JA... så den hue er et hit hos os :D

For at afslutte nogle af de omtalte emner fra forrige blog-indlæg, så er mine grydelapper endelig færdige, og taget i brug. Og jeg er glad for dem og glad for, at jeg brugte den tid det nu tog, for jeg er tilfreds med resultatet. Forsiden i Element CAL ( gratis opskrift )er hurtig lavet, men bagsiden var bare kedelig, også selvom jeg bibeholdt hjørnerne som på forsiden, og til sidst afsluttede med nogle rækker, som på forsiden for at give en bedre sammenhæng mellem delene. De ses her:








Der er også  hæklet flere mus. 4 stk, som "bor" her i kassen med bolde på legetøjshylden. 

Og så, lidt tidligt, er jeg igang med påskepynt. På Photomusens blog er gratis opskrift på en skøn kylling, som jeg har hæklet 8 styk af, indtil videre :D Min mor har fået de 3, og jeg selv beholder dem jeg er igang med nu. Det tager ingen tid at hækle dem, men det sjove og tidskrævende er de forskellige udtryk, man kan give dem med broderiet til slut. I forhold til opskriften, så "snyder" jeg lidt ved vingerne. Jeg hækler dem med i kanten i en arbejdsgang. Benene hækler jeg også lidt anderledes. En lang, som hækles ind mellem lagene forneden... og så hækler jeg fødder på, istedet for perle som vist i opskriften. Det er samme designer som lavede opskriften på boblejuletræerne, som jeg gik amok i op til jul. Og nu er det så hendes kyllinger, der fylder mit køkkenbord. Skønt med gratis opskrifter og inspiration. 

I sidste blog-indlæg var jeg klar til at starte på en sovetrøje til mit barnebarn. Trøjen er netop idag afhentet. Fandt et maskeantal, som passede til ( endnu engang) strømpegarn fra Brugsen, og strikkede derud-af med noget selv-opdigtet hjertemønster, som måske er svært at se på fotoet. Afslutningsvis strikkede jeg to hvide hjerter ind, som jeg brodere omkring, for at afgrænse / tydeliggøre. Det samme hvide garn, som jeg også har strikket en pixihue med krave i, som så passer sammen med trøjen nu. Så nu har hun et helt sovesæt str. 2 år ( har strikket den god stor, så håber den holder mindst et års tid.) Igen i strømpegarn, i en lækker lyserød nuance, som lillebroderen vist ikke kommer i :D
Her ses trøje og pixihue med krave ( gratis opskrift fundet på nettet) 

Afslutningsvis får I et lille kik til en hemmelighed. Noget jeg tidligere har lavet i større, som jeg nu har lavet i lille udgave. Men dette kan først afsløres i foråret ;)

På pindene er nu en drengecardigan. Hvis den bliver stor nok er den til mit barnebarn. Ellers er der en lille ny dreng i familien, som forhåbentlig kan bruge den... Usikkerheden skyldes, at garn og opskrift ikke passer sammen, men jeg plejer at klare mig igennem alligevel, ved hjælp af lidt matematik og strikkeerfaring, så mon ikke også det går denne gang :D
Og så er jeg fortsat igang med en cardigan til mig selv, dog ikke kommet længere end sidst. Et sjal til mig selv, heller ikke rørt siden sidst. Som før nævnt en hue til mig selv, ca. halv færdig. Hæklenålen ligger stille i dag, da jeg er igang med broderi på 3 kyllinger. Tror måske lige der er garn til endnu en kylling, men så er der ikke mere af den gule. Har købt nyt gul garn, dog ikke det samme,så måske er det slut med kyllinger for i år... men man ved aldrig med mig :D