mandag den 9. december 2019

Mange ting færdige siden sidst :)

Hold da op, alle de foto, jeg pludselig har fået gemt, og ikke vist endnu... Hver gang jeg skriver, bestemmer jeg, at der ikke skal gå så lang tid mellem indlæggene... og hvad sker der... Pludselig er der gået 4 uger. Forstår det ikke ;)
Så nu kommer en del foto, og ikke så meget tekst. Kig evt. på min IG #piapaapinde. Der er foto alle hverdage, med tekst og henvisninger m.m. 
Der er hæklet flere forskellige julepyntting, som nu hænger rundt omkring i vores hjem. 





Alle er hæklet efter gratis opskrifter fundet på nettet. Er gang på gang blevet inspireret på IG. 

Var ellers lidt "træt" på hækledelen, men pludselig var inspirationen der igen, og nålen "gløder" nu igen de fleste dage.




Disse små, hyggelige pynteting er hurtigt færdige, og igang med næste. 
Gode som værtindegave også. 




Eller som vedhæng på gaver, ved til-og fra kortet. Gode restegarnprojekter :)






Gennem længere tid havde det irriteret mig at brænde fingrene på te-glasset, så endelig fik jeg mig taget sammen, og fik lavet "glas-sweatre" til vores glas :D
Ingen opskrift. Havde blot set et foto, og gik igang. 






Et enkelt hæklet bogmærke har sneget sig ind. Et lille vedhæng til en gave til min moster.
Gratis opskrift fundet på en blog.




Hæklenålen er også igang med kanter og "hår" på strik, som her på et sovedyr.



Og dette var så overgangen til strikkedelen.

På billedet ovenfor ses broderet øje på strik. Andre broderidele på strik er igang / har været igang. Til venstre igang med blomster på strikvest til barnebarn. Til højre detaljer fra vest til mig selv... 

Et kig mere til vesten. 
  
Alle garner er fundet i genbrugsbutikker, eller i restekurve i garnbutikker.
Maskeantal og kant lånt fra en veste-opskrift fra Familie Journalen. Derefter Free-style, og lod garnresterne bestemme. Bladmønsteret er fundet i magasinet "Maries ideer". 
Både mand og barnebarn har fået halse-disse. Den hvide i Sandnes Alpakka ( fundet i genbrugsbutik, som hele, u-rørte nøgler) er Bella-hals fra Kærlighed på pinde af Lene Holme Samsøe. 
Den grå, også i genbrugsgarn ( strømpegarn, uld, dobbelt tråd) til manden. Ingen opskrift. Strikkede et ribrør, som en rullekrave, og begyndte så udtag til skuldre, og delte arbejdet, og strikkede for og bagstykke færdige frem og tilbage. Han er ret glad for den. Heldigt, når det er så sjældent han får strik.

Begge børnebørn har fået vinterhuer. 
Den blå er overskydende garn, fra en cardigan til mig. Pompon er købt i genbrugsbutik, hvor den sad på en købehue til 10 kr. Jeg klippede pels-tutten af. Vaskede huen, som barnebarnet også fik, og blev glad for. Tutten blev så syet på den hjemmestrikkede hue. Billigste tut ever :D 
Den hvide er en tråd strømpegarn, en tråd af noget mohair/uld fundet i genbrugsbutikken. Den har efterfølgende fået en tut, som jeg måtte give fuld pris for, da jeg ikke var heldig at finde en "brugt" i hvid.



Samme hvide mohair/uld blev brugt til Torvevanter til min datter. Gratis opskrift på nettet. 


Min mor fik et par i en brunlig, 100 % uld. Bladene er hæklede. En købeopskrift fra Hæklebutikken.


Også brunlige farver til min søster. Det vil sige, den brunlige del fra Drops Big delight, som her til højre ses brugt til min Stripa, og egne vanter, men i den grønne del af garnet. Smart ;)


Til slut et par sjaler.
Først Dragehalen, som jeg lavede tidligere på året. Den er jeg glad for, og den sidder godt under jakken. Nederst et Revontuli-sjal, jeg forærede væk i gave i sidste uge. Kauni, papegøjefarvet. Er vild med det farveskift.

Har gang i et par hemmeligheder, så dem har I til gode til efter jul.
Med min erfaring, må jeg hellere lade være at love et indlæg inden jul. Tiden vil vise, hvornår der er nyt. Det skal jo være sjovt at skrive og lave nye indlæg her <3

 

fredag den 15. november 2019

     Som tiden flyver....

Altså havde bestemt, at der ikke skulle gå så længe mellem mine indlæg her, men, men, men... Det skete igen, at dagene fløj afsted :) Men det betyder jo, at jeg ikke keder mig ;) Her kommer lidt om mine nyligt afsluttede kreative projekter.
Der er blevet hæklet firkanter. Som nu også er hæklet sammen, og kun venter på en bagside. Jeg har fundet rødt stof i genbrugsbutikken til 5 kr, så nu skal jeg til symaskinen en af dagene.
Ved ikke helt hvordan jeg lige syr det sammen, måske syr jeg et helt pudebetræk, hvorpå jeg så syr det hæklede fast, eller jeg syr det hæklede og stoffet sammen, hvilket er en større udfordring tænker jeg... Jeg overvejer stadig.
For at blive ved det røde garn, så skrev min datter: "Laver du ikke lige en nissehue til min abe". Og jo, vupti, vupti, uden opskrift. Blot startet med 6 m i magisk ring, og taget lidt ud undervejr. Afsluttet med en hvid række bobler, så var den klar :)



Mere rødt. Karen Klarbæk har udgivet en juleserviet. Den måtte jeg jo lave. Så opskriften købt, og garnet var på lager. Endda hendes eget Karen Klarbæk bomuld, så det var jo perfekt. Fin klud. Tænker den bliver lagt på julebordet til den tid.

I oktober støttede jeg Knæk Cancer ved at købe et par opskrifter. En af dem var på en hæklet klud fra Bykruse. Kluden blev lyserød for at blive i de nuancer.  






Lidt julepynt, i god tid, har også sneget sig ind. En engel hænger allerede fremme her. Gratis opskrift fundet hos CC Hobby.




En anden engel er også hæklet færdig. Jeg deltog i blindhækling 4, hos 59astrid på IG. Jeg har godt nok hæklet mange af hendes ting, og hun er en stor inspiration for mig. Denne gang blev resultatet et håndklæde med engel og stjerner. Så fint. Hæklet i det blødeste bomuld fra KreaDeLuxe. 

Den anden opskrift, som støttede Knæk cancer var "Lue for liv" opskrifterne fra Ellen Larsen. Jeg strikkede huen "Vi står sammen" i mor Åsegarn fra Rema 1000.

                                                                                      Andre figurer er også hoppet fra pindene.
Uden opskrift, men med en ide i hovedet gav jeg mig ud i en vest-agtig ting med kort ærme. Jeg havde set en cardigan med nogle får, strikket rundt på bærestykket, og det ville jeg også prøve. Så jeg tegnede nogle får på ternet papir, og skulle så håbe det gik op med maskeantallet, og det gik fint. Vist mere held end forstand :D Der er rigtig mange tråde at hæfte, så det tager jeg mig lige sammen til ;)


  Et pandebånd med broderi er blevet færdig. Ingen opskrift. Bare en lang "pølse", strikket rundt på strømpepinde. Syet sammen, da den kunne nå om hovedet. Og broderiet lavet af garnrester fra vesten med fårene, og så lige en tynd strikket sløjfe, så den strammet lidt sammen foran i panden. Så var det klar til brug. Meget varmt at ha´på. Så koldt er det heldigvis ikke endnu, så det er kun luftet på en enkelt skovtur... med sved på panden :D 


Et meget varmt halstørklæde er også færdig. Her får I et smug-kik :)Fede farver i Drops Big Delight. 








Til slut et billede af ryggen på den cardigan, som jeg tidligere har delt flere billeder af. Uden opskrift. I restegarn fundet mange steder i landet :)

Er inde i en periode, hvor der bliver strikket en del, og hæklet knap så meget... men prøver at holde begge ting i gang hele tiden :) Så jeg må videre med nogle juletræer, en fødselsdagsgave, en underlig hest, flere torvevanter, en vest til mig selv af restegarn, og så selvfølgelig skal der hæftes tråde på de færdige projekter... så der er nok at se til :D



 

mandag den 28. oktober 2019

          Græskar-tid :)

Efterårssolen skinner ind på mig, mens jeg sidder her og skriver. På Instagram #piapaapinde har jeg den seneste tid vist  strikkede græskar, og som lovet kommer her en beskrivelse af, hvordan jeg har lavet dem.

Garnet har jeg fundet i genbrugsbutikken til næsten ingen penge. 
Alt garn kan anvendes, det handler blot om hvilke farver og struktur man kan lide :)

Pinde-str. afhænger så selvfølgelig af det valgte garn. Strik hellere på en pind mindre end større, hvis der er tvivl, ellers kan pudefyldet ses gennem maskerne. 
Der strikkes på strømpepinde, (evt. alm. pinde, hvilket kræver en sammensyning til sidst)
Når jeg strikker så små ting bruger jeg kun 4 pinde i alt. Altså masker på 3 pinde og en pind til at strikke med. 

Jeg har brugt p. 4. og dobbelt garn.
Jeg har lavet 3 størrelser græskar, med forskellige mønstre. Man kan jo i princippet lave dem ligeså store / små som man ønsker, blot maskeantal og mønster afpasses. 





Det mindste græskar ( brunlig):

Slå 28 masker op, og strik rundt i rib *3 vr, 1 r* 
Strik 10 cm. 
Begynd indtagning: *2 vr sm, 1 vr, 1 r* omgangen rundt.
Næste omg.: *2 vr sm, 1 r*
Sidste omg.: *2 r sm* gentages rundt. Luk af, og lav lang snor til slut, som nu bruges til at sy rundt langs den aflukkede kant, træk næsten helt sammen ( kun lige et lille hul til en pind...)
Put fyld i ( jeg køber monteringspuder i Ikea, og bruger fyldet derfra.)
Rynk toppen næsten sammen ( sy ri-sting eller blot kast om kanten rundt og træk til)
Nu puttes en pind igennem hul, fyld, hul. Træk til i både top og bund om pinden, så den sidder fast. Sy nogle gange op og ned gennem fyldes, langs pinden, så midten af græskarret bliver mindre/ tættere.
Til slut klippes pinden til i ønskede længde, der bindes med gavebånd, sisalsnor, læder eller hvad man ønsker som signalerer top. Min søster har fx lavet læderblade,hvilket er superflot og giver et lidt råt udtryk :)


Mellemste græskar ( det grønne):
Slå 32 m op. Strik rundt i rib *3 r, 1 vr*
Strik 12 cm. Begynd indtagn.: 
*2 r sm, 1 r, 1 vr* gentages omg rundt.
Næste omg: *2 r sm, 1 vr* omgangen rundt.
Sidste runde: *2 r sm* omgangen rundt. Luk af. Montering se ved det lille græskar.


Det største græskar ( det gule til venstre)
Slå 36 m op. Strik rib *2 r, 2 vr*
Strik 14 cm. Begynd indtagn.:
*2 r, 2 vr sm* omgangen rundt.
Næste omg.: uden indtag, *2 r, 1 vr*
Næste omg.: * 2 r sm, 1 vr*
Sidste omg.: *2 r sm* omgangen rundt. Luk af. Montering: se ovenfor.


Det gul/brune til højre er opskriften fra det mellemste græskar, og blot rib af 2 r, 2 vr.
Så maskeantal og mønster kan blandes på kryds og tværs efter ønske :) 
Håber nogen kan få glæde af min opskrift ;) 



søndag den 22. september 2019

     Er med i en bog :)

I foråret sad jeg og tvivlede. Jeg havde strikket en klud, i et mønster, som jeg selv havde fundet på. Ja jeg havde faktisk lavet flere, men nu var der pludselig en konkurrence, hvor man skulle indsende sit forslag/ opskrift til klude, og så kunne ens design komme med i en ny kludebog.
Og nu er bogen så kommet. Og min klud er med. Så i dag er jeg glad for, at jeg sendte en klud afsted.  Så min første opskrift er ude... helt officielt, udgivet i bog :)
https://oenling.com/collections/vores-yndlingsklude



Bogen hedder "Vores yndlingsklude", og jeg modtog den i sidste uge, dagen før udgivelsen, sammen med 20 nøgler garn, en strikkepind og en lille pin, med teksten "Vi <3 klude". Her får I foto af gevinsten, min indsendte klud og et nærbillede af mit mønster.

I bogen har de givet kluden retmask-kant, og jeg må igang med at strikke min egen klud igen, nu efter opskrift i bog. Så skal I nok få resultatet at se :)

Nå men nu er jeg "anderledes" igang med dette indlæg. Plejer jo at starte med det hæklede, men nu kan jeg lige så godt gøre strik-delen færdig. Jeg har blot fået lavet en enkelt del færdig. Et pandebånd, efter en opskrift i bogen "Strik mig". Det er strikket i strømpebarn fra Brugsen, en rest jeg havde på lager. Det blev råhvid, hvilket nok ikke lige er farven til mig, og som slet ikke er nem at gengive på foto, men I får et alligevel...

Der er et bladmønster ovenpå, som måske anes. Jeg laver nok et mere, i sort tænker jeg. Ellers prøver jeg nogle andre mønstre. Har aldrig brugt pandebånd, men nu med lang pandehår vil jeg prøve det af :)



Om morgenen, når jeg er tidligt oppe, har jeg broderet og hæftet tråde på min trøje. Håber broderiet kan ses på dette foto.

Jeg er gået i gang med endnu en cardigan til mig selv. Af Alpacca, fundet i genbrugsbutik. 8 nøgler for 25 kr. Virkelig et fund. Det blander jeg med noget garn fra gemmeren, og så må vi se, om det bliver til det, som jeg havde tænkt, eller det ender som noget helt andet. Indtil videre er planen noget med får ;)

Og så til hækledelen, som er gået op i græskar... 12 er det blevet til indtil nu.
Havde bestemt, at der ikke skulle hækles flere, men har givet 3 til min mor. Har lavet en kurv med 7 til mig selv, og så var der 2 i overskud, så jeg er igang med nr 13, så min moster kan få 3 også... 


  







Hemmeligheden, som jeg hæklede på sidst er færdig, og klar til aflevering. Synes selv de er blevet vildt lækre og vamsede, og flotte samtidig. De er hæklet efter et af Karen Klarbæks kludemønstre. Så 4 klude er blevet til 2 grydelapper. I får lov at se dem her, selvom fødselsdagsbarnet slet ikke har modtaget dem endnu...

I skrivende stund, er det tidlig mandag morgen, og en ny uge venter, med håndarbejde på programmet... alle dage :)  


torsdag den 12. september 2019

   Efterårshygge ude og inde.


Nogle få dage har jeg måttet sidde inde og starte dagen, men de fleste dage starter fortsat ude :) Har mine små projekter klar, lige til at tage med ud når vejret er til det. Så venter strikketøjet ved lænestolen inde, senere på dagen... ofte først om aftenen. Skal til at starte op på noget nyt strik, men mere om det senere. Først et par billeder af de hækleprojekter, som er færdige eller igang. 
Mit mål om at spare på plastic fortsætter. Derfor hæklede jeg også lige et frugtnet, så jeg undgår at tage plasticposer når der handles. Inspiration og æblediagram fra 59astrid på IG. Hun er en stor inspirationskilde, og deler gratis opskrifter ud på binemorsblog. 
 
Jeg har hæklet en snor ind foroven, så der kan snøres sammen, og bindes. Jeg hæklede rundt, og nettet er ens på begge sider. Lavet af bomuldsrester. Det var et nemt håndarbejde at sidde med.
Modsat det næste projekt... sådan et, hvor jeg tænker: "Jeg gør det aldrig igen", men ved godt, at det har jeg sagt før ;) Jeg måtte prøve at hækle i stofgarn. Så frem med hæklenål str 10, og igang med en kurv til dukken. Ingen opskrift, bare fundet på undervejs. Den blev ok... men hold da op, det var hårdt at hækle i. Og den er altså ret tung, men barnebarnet har taget den i brug, og dukken er puttet i den :)
Jeg er igang med at hækle en taske... tror jeg. Er ihvertfald tænkt til, at skulle ende som en taske. Jeg fandt nemlig en flot stofrest i en genbrugsbutik, og det passer lige til foer, tænker jeg. Og garnet havde jeg på lager, fra tidligere projekt, så det var bare at vælge hvordan den skulle se ud. Det blev et kludemønster jeg faldt for, så nu må vi se, hvordan det ender :)


Jeg er også igang med nogle røde firkanter. Det er endnu ikke afgjort, om det bliver en pude, eller et tæppe til dukkekurven. Ingen opskrift. Blot 33 m i bredden, og så finde på undervejs. 






Og så skal jeg ud i naturen, og have fundet nogle pinde, som skal være i midten af mine hæklede græskar, som ligger og venter ;)
Gratis opskrift på tantetraad.dk

Og et sidste hækleri igang. En hemmelighed, som jeg må se, om jeg når at få færdig, til den påtænkte. Ellers bliver det måske til en anden :)

Ved ikke lige, hvad det er med mig og gult for tiden. Er pludselig vild med gult strik. Ikke sådan efterårsgul / karryfarvet, men GUL. Nu er min trøje færdig. Uld og mohair, så blød. Gratis opskrift fra Alt.dk er brugt som udgangspunkt, men ikke fulgt helt. Sådan har jeg det bedst. Glæder mig til at bruge trøjen :) 

Til slut et foto af mit "vilde" projekt. Øver mig i at "give slip". Lade garnet vise mig, hvad der skal ske. Bruger rester fra gemmeren, og rester købt i genbrugsbutikker. Og lidt nyindkøbte nøgler garn, oftest fundet i rodekasser til 10 kr nøglet. Så det er sjovt, og pludselig ser jeg garnrester som en stor værdi, og selv det mindst lille nøgle kan give en god effekt. Er igang med montering, og broderi, og kanter... så ved endnu ikke helt, hvordan det ender. Men jeg hygger mig med det. I får et lille kig her :)
Farven på fotoet gengiver ikke klarheden i farverne, så håber på et udefoto når jeg kommer lidt længere :) Nu må jeg ud i solen, og hækle på hemmeligheden ;)